TikTok-stjerne har mistet livet: Blev skudt uden for sit hjem

Skrevet af Nicolai Busekist

27/04/2024
Foto: Shutterstock.com
Foto: Shutterstock.com
En kendt TikTok-stjerne har mistet livet. Hun blev skudt, da hun sad i en bil uden for sit hjem i Bagdad.

Dagens topnyheder

Den irakiske TikTok-stjerne, der gik under navnet Om Fahad, har mistet livet. Ifølge Sky News blev hun skudt i sin bil, mens hun holdt uden for sit eget hjem i Bagdad, der er hovedstaden i Irak.

Den unge kvinde blev kendt på det sociale medie for sine videoer, hvori hun dansede i tætsiddende tøj. Det har mange taget godt imod, da hun har skrabet knap en halv million følgere sammen.

Flere medier skriver, at kvindens drabsmand befandt sig i området, fordi han fredag aften var i gang med at levere mad til en anden adresse i nærheden. Angiveligt fik han øje på hende i bilen og skød hende.

Efterfølgende har Sky News Arabia delt en video af drabet på TikTok, hvori man kan se en person løbet meget hurtigt hen til bilen. Da han står ved bilen, åbner han passagerdøren og affyrer flere skud mod førersædet. Derefter skynder han sig at løbe væk fra stedet.

Om Fahad delte sin seneste video søndag i sidste uge, hvor man kunne se hende posere foran spejlet iført et pink outfit. Trods hendes brugernavn på det sociale medie, er hendes virkelige navn Ghufran Sawadi.

Sidste år blev hun idømt en fængselsstraf for at dele videoer, der indeholdt 'uanstændig tale, der underminerer blufærdigheden og den offentlige moral'. Sådan lød det i hvert fald i retten, hvor hun blev dømt til at tilbringe et halvt år bag tremmer.

Ifølge Ritzau blev der af Iraks regering lanceret en kampagne sidste år, som havde til formål at ramme indhold på sociale medier, der forbrød sig mod landets 'moral og traditioner'. Dette førte til, at op til flere influencere blev arresteret.

Om Fahad er derfor ikke den eneste kvinde, der har mistet livet i Irak. Det skete også i 2018, hvor den 22-årige model Tara Faras blev dræbt på gaden i Bagdad. Der er fortsat ingen, der er blevet dømt i denne sag.