15-årig dreng dræbt i voldsom ulykke

Skrevet af Nils Würtzenfeld

29/06/2018
En 15-årig knallertfører har torsdag aften mistet livet i en tragisk trafikulykke.

Mest læste i dag

Torsdag aften klokken 21.55 fik et alvorligt færdselsuheld dødelig udgang for en 15-årig dreng.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Ulykken fandt sted på Sallingsundvej ved Roslev i Limfjorden, hvor den 15-årige knallertfører kom kørende side om side med en bekendt, som kørte i en bil.

De to kørte i vestlig retning, da den 15-årige, af ukendte årsager, pludselig væltede på knallerten og slog hovedet mod vejen.

En ambulance blev tilkaldt, men den unge knallertfører havde pådraget sig så alvorlige hovedskader, at han blev erklæret død ved lægens ankomst.

Rutinemæssigt er både bil og knallert indbragt til undersøgelse af en bilinspektør. Vidneforklaringer oplyser, at knallerten kørte over de tilladte 30 km/t, men at den 15-årige ikke benyttede hjelm under ulykken.

Bilen blev ført af en 20 årig mand, der sammen med afdøde er fra lokalområdet.

De pårørende er underrettet.