20-årig fandt ’smart trick’ på bibliotek: Stjal 1,8 millioner fra intetanende borgere

Skrevet af Ninna Andreasen

27/04/2017
Pas på. Biblioteksturen kan blive en dyr fornøjelse.

Dagens topnyheder

En 20-årig mand var en lidt for driftig it-iværksætter. Det koster ham nu 2,5 års fængsel, har retten i Aarhus besluttet.

I en sag om groft databedrageri og identitetstyveri mod otte personer blev den unge mand dømt for at have stjålet 1,8 millioner kroner fra ofrenes bankkonti.

Fremgangsmåden var, at manden installerede såkaldte keyloggers på en række offentligt tilgængelige computere. Hjælpeprogrammet blev blandt andet installeret på bibliotekers computere. Programmet kopierede derefter de oplysninger, som brugerne tastede ind, når de brugte computerne.

På den måde fik den 20-årige adgang til de otte ofres brugernavne og adgangskoder til NemID-nøglekort. Herefter gik han i gang med at lænse deres bankkonti. I alt fik han fat i de 1,8 millioner kroner. Men her stoppede svindlen ikke.

Han har nemlig også misbrugt identiteten på et af ofrene til at optage lån for i alt 119.000 kroner. Han fik også udstedt et kreditkort i kvindens navn, som han brugte til at hæve godt 55.000 kroner med.

- Det begynder med identitetstyveri, hvorefter han tømmer deres bankkonti, optager lån og i det hele taget har fri adgang til at benyttes deres NEMID, uden at de aner noget om det - før det er for sent. Det er voldsomt groft, og der er også grunden til, at han får 2½ års fængsel til direkte afsoning, siger anklager Rosa Pape. 

Den 20-årige arbejdede ikke alene ifølge politiets vurdering. Det har dog ikke været muligt at finde frem til de formodede medgerningsmænd.

Manden ankede sagen til Landsretten.