21-årig mand ramt af skud: Nu efterlyser politiet en hvid bil, der blev set køre fra stedet

Skrevet af Emil Ryttergaard

20/08/2017
En ung mand blev natten til søndag ramt af skud, og derfor eftersøger politiet netop nu vidner, der kan have set skyderiet.

Mest læste i dag

Natten til søndag klokken 01.47 blev en 21-årig mand ramt af skud, da han sammen med en 22-årig mand stod ved en parkeringsplads ved Strandporten i Brøndby. 

De to unge mænd sad i deres bil, da en bil kørte ind på parkeringspladsen, hvor der blev afgivet flere skud mod de to mænd. 

Den 21-årige mand, der sad på passagersædet, blev ramt af et enkelt skud, og måtte køres på Glostrup Hospital, skriver Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse. 

Det var ved Catrine Boothsvej i Hvidovre, at politiet fandt en hvid bil, der til forveksling lød som gerningsmændenes. Foto: Google Maps

Gerningsmændene kørte efter skyderiet væk fra området i en mindre, hvid bil med retning mod København. Efterfølgende blev en lignende hvid bil fundet på Catrine Boothsvej i Hvidovre, hvor den stod i brand.

Politiet er nu ved at efterforske, om der er tale om den samme bil, der blev brugt under skyderiet. 

Det 21-årige skudoffer blev undersøgt på Glostrup Hospital, hvor han hurtigt blev meldt uden for livsfare. Han er nu blevet udskrevet igen. 

Politiet kan ikke fastslå, hvorvidt skyderiet er en del af den igangværende bandekonflikt, og ingen af de to unge er kendt af politiet i den sammenhæng. Københavns Vestegns Politi søger vidner der har set enten skyderiet eller personer omkring den brændende bil i Hvidovre.

Københavns Vestegns Politi kan træffes på tlf: 114.

Flabet tjener skrev denne besked på kundens kvittering: Det medførte en fyre seddel