30-årig kvinde forsvandt sporløst efter tur på ubåd: Nu er ejer af ubåden sigtet for drab

Skrevet af Kristine Bugbee

11/08/2017
Peter Madsen til Dansk Erhvervs Årsdag i Øksnehallen i København tilbage i maj måned.
Peter Madsen til Dansk Erhvervs Årsdag i Øksnehallen i København tilbage i maj måned.
Sagen om den danske ubåd Nautilus, der sank ved Køge Bugt denne formiddag, har netop taget en dramatisk drejning. Ejeren af ubåden er blevet sigtet for drab på en ung svensk kvinde.

Dagens topnyheder

Det er indtil videre en mystisk sag med flere spørgsmål end svar. 

Københavns Politi modtog klokken 03.39 i nat en anmeldelse om en mulig ulykke, efter at den hjemmebyggede ubåd Nautilus ikke var returneret fra en prøvesejlads. Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Ubåden sejlede angiveligt fra Refshaleøen i København torsdag aften omkring klokken 19 med to personer ombord. Den kendte opfinder og ejer af ubåden Peter Madsen, også kendt som Raket Madsen, samt en svensk kvindelig journalist på 30 år, som er ikke er blevet set, siden hun var ombord på ubåden.

Hendes kæreste og familie har meldt hende savnet.

Det lykkedes at få kontakt via radio til ubåden omkring klokken 10.30, ligesom at ubåden omkring samme tid blev set ved Drogden Fyr i Køge Bugt. Meldingen fra ubåden var, at den var på vej tilbage til havnen.

Men umiddelbart inden klokken 11 sank ubåden pludselig, og Peter Madsen blev reddet op og sejlet i havn af en privat motorbåd. 

- Der har i eftermiddag været dykkere ved ubåden, der ligger på syv meter vand. Det har ikke været muligt at komme ind i ubåden, idet den enten skal stabiliseres på stedet eller bjærges og bugseres til havn, før det vil være muligt. Dette vil formodentligt ske i løbet af lørdag, oplyser Københavns Politi.

Peter Madsen forklarede efterfølgende til politiet, at den svenske kvinde var blevet sat af ubåden ved spidsen af Refshaleøen nær restauranten Halvandet i København omkring klokken 22.30.

Men den forklaring er der noget, der tyder på, at politiet ikke køber.

Københavns Politi oplyser i pressemeddelelsen, at Peter Madsen netop er blevet anholdt og sigtet for drab på den svenske kvinde, selvom hun endnu ikke er blevet fundet. 

- Han vil i morgen blive fremstillet i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling. Han nægter drab og har forklaret, at han satte kvinden i land i går aftes, skriver politiet.

Hvad der præcis har ledt til mistanken om drab og sigtelsen af Peter Madsen, oplyser politiet ikke. 

Politiet håber stadig på at få hjælp fra vidner til at opklare sagen:

 - Vi vil gerne i kontakt med vidner, der enten har set ubåden med de to personer forlade havnen omkring klokken 19.00 eller som har observeret ubåden og besætning komme nær spidsen af Refshaleøen omkring klokken 22.30.

- Derudover vil vi gerne tale med eventuelle vidner, der kan have set den svenske kvinde efter klokken 22.30 torsdag aften.

Kvinden beskrives som: 160 centimeter høj, 56 kilo, 30 år, spinkel af bygning, rødbrunt hår, grønne øjne. Iført en orange bluse med lange ærmer, sort/hvid blomstret nederdel, nylonstrømper og hvide tennissko.

Politiet kan kontaktes på telefon 114.