89-årig kvinde udsat for grov forbrydelse: Overfaldet og frarøvet i egen have

Skrevet af Nils Würtzenfeld

12/05/2017
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Et par tricktyve forsøgte at sælge falsk guld til en ældre kvinde. Da det ikke lykkes overfaldt de hendes og stjal hendes halssmykke.

Dagens topnyheder

Torsdag eftermiddag blev en 89-årig kvinde fra Give udsat for en voldsom oplevelse, da to personer pludselig stod i hendes forhave. Det oplyser Ritzau.

Episoden fandt sted på Agerbølvej i Give ved Vejle, da den ældre kvinde stod i sin forhave.

Pludselig blev hun kontaktet af to fremmede - en kvinde og en mand.

- Der er tale om en 89-årig kvinde, som står i sin forhave, da hun bliver kontaktet af to udenlandske sigøjnere eller romaer, som spørger om vej til hospitalet, fortæller vagtchef hos politiet, Mikkel Ross.

Herefter fremviste parret en guldkæde, som de ville sælge til den 89-årige. Den ældre kvinde takkede dog nej og sagde, at hun ikke var interesseret.

Det fik pludselig den fremmede mand til at gribe den 89-årige og holde hende fast, mens hans kvindelige ledsager trak den ældre kvindes halskæde af.

Under overfaldet blev den 89-årige skubbet omkuld, hvorefter parret flygtede fra stedet i en ældre, flødefarvet personbil. Muligvis en Mercedes.

Efterfølgende modtog politiet en anmeldelse af røveriet klokken 16.32.

- Senere finder vi en ring og en kæde af falsk guld, altså poleret messing, i nærheden. Det kunne tyde på, at de her folk kører rundt og forsøger at sælge de her falske smykker, siger vagtchefen, der understreger, at politiet gerne hører fra vidner, som måtte have set eller bemærket noget.

Manden og kvinden talte begge engelsk til den 89-årige og beskrives som værende mellem 25 og 40 år og af østeuropæisk oprindelse. Kvinden var iført en blå og blomstret kjole.

Det meddeles, at den 89-årige kvinde ikke er kommet fysisk til skade i forbindelse med overfaldet. Hun er dog forståeligt nok chokeret.

- Vi synes jo, at det er helt utilstedeligt, at man gør sådan noget mod en gammel dame, fastslår Mikkel Ross.

Læs også: Tiltale: 19-årig kvinde uden kørekort kørte ræs i Mercedes - dræbte ung mand