Av for pokker! Tyv brækkede begge arme, da han forsøgte at stikke af fra politiet

Skrevet af Nils Würtzenfeld

22/06/2018
Foto: Kim Haugaard/Scanpix
Foto: Kim Haugaard/Scanpix
Natten til fredag var en 45-årig mand var så uheldig at brække begge arme, da han forsøgte at stikke af fra politiet på en stjålen elcykel.

Mest læste i dag

En 45-årig østjyde kan i dag gå en yderst dårlig weekend i møde, efter han i nat forsøgte at stikke af fra ordensmagten.

For ikke nok med at den 45-årige endte med en sigtelse for tyveri - han endte også på hospitalet med to brækkede arme.

Det oplyser Østjyllands Politi i deres døgnrapport.

Flugten fra politiet tog sin begyndelse natten til fredag, da manden klokken 3.20 spottede en patruljevogn på Mariagervej i Randers.

Det fik ham til at tage flugten på en stjålet elcykel, men politiet var hurtigt til at optage forfølgelsen.

Den 45-årige mand forsøgte at træde ekstra hårdt i pedalerne for at undgå loven lange arm, men da han nåede Vestergade, gik det galt.

Flugten fik nemlig en brat afslutning, da manden pludselig væltede på cyklen og ramte asfalten så hårdt, at han brækkede begge arme.

Politiet var hurtigt over den forpinte mand, der hurtigt viste sig ikke at have rent mel i posen. For ikke nok med at flugtcyklen var stjålet - i de tasker, som manden havde på sig, gemte der sig flere værdigenstande, som politiet formoder er stjålne.

Dermed kunne politiet sende manden på hospitalet med en sigtelse for tyveri.