Bandemedlem måtte indlægges efter tumult i Aarhus: Blev bidt i skridtet af hund

Skrevet af Nils Würtzenfeld

26/07/2017
Foto: Shutterstock (arkiv)
Foto: Shutterstock (arkiv)
En konfrontation mellem to bander i Aarhus førte tirsdag aften til, at en mand måtte indlægges efter hundebid i skridtet. Fem personer er anholdt.

Mest læste i dag

Siden slutningen af maj har adskillige bandekonflikter hærget det vestlige Aarhus, og sent tirsdag aften var den gal igen. Det skriver Ritzau.

Her blev politiet klokken 21.19 tirsdag kaldt ud til uro blandt flere personer omkring Hasle Torv i det vestlige Aarhus, hvor rivaliserende bandegrupperinger var røget i konfrontation.

Sammenstødet kostede efterfølgende et af bandemedlemmerne en tur på hospitalet, da han undervejs blev bidt voldsomt i skridtet af en hund, som endda tilhørte et medlem af hans egen bande.

- En person var blevet bidt af en hund fra egen gruppering med skade til følge, ligesom der var blevet brugt kasteskyts mod flere, skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Efter politiet blev fem personer anholdt, mens den skambidte mand måtte en tur på hospitalet efter det alvorlige bid.

- Han skal formentlig opereres. Men så vidt vi ved, er der intet, der er bidt af, oplyser vicepolitiinspektør Martin Rasmussen fra Østjyllands Politi natten til onsdag.

Han har dog ikke yderligere oplysninger om manden.

De anholdte er alle i alderen fra 20 til 28 år og fra den samme bandegruppering.

De er sigtet for overtrædelse af straffeloven ved blandt andet at have kastet med flasker efter den anden bande.

Ifølge vicepolitiinspektør Martin Rasmussen vil de fem mænd muligvis blive fremstillet i grundlovsforhør onsdag.

Østjyllands Politi har i øvrigt indført en visitationszone i det vestlige Aarhus foreløbigt frem til 18. August som resultat af den seneste tids uroligheder i området.

Læs også: Ung mand stjal hårbørste i Netto og flygtede - men så dummede han sig