Beruset nordjyde skulle hente sin familie i lufthavnen: Indgik meget dyr aftale med politiet

Skrevet af Nils Würtzenfeld

31/07/2018
Foto: Martin Sylvest Andersen/Scanpix
Foto: Martin Sylvest Andersen/Scanpix
Det endte med at blive en dyr tur i taxa-penge, da en 48-årig spritbilist ville køre fra Aalborg til Kastrup.

Dagens topnyheder

Natten til tirsdag havde en 48-årig mand fra Aalborg lovet at hente sin familie i Københavns Lufthavn i Kastrup, og derfor satte han sig bag rattet og begav sig ud på den over fire timer lange tur.

Det var bare ét problem; manden var beruset. Det skriver Fyens.dk.

Uheldigvis for den 48-årig mand blev han klokken 23.57 standset af en politipatrulje på den Fynske Motorvej E20, og blev efterfølgende bedt om at puste i betjentenes alkometer.

Her viste mandens promille over det tilladte, hvorefter han blev taget med til politigården i Odense.

Efter at en læge havde foretaget en blodprøve for at kunne fastslå mandens nøjagtige spirituspromille, lavede politiet en aftale med den 48-årige om, at han kunne fortsætte turen mod Kastrup. Dog under forudsætning af at han ville tage en taxa og samtidig overlade nøglerne til sin bil til en anden taxachauffør, der så skulle følge med til Kastrup.

Det skulle dog vise sig, at den 48-årige mand ikke havde til hensigt at overholde sin aftale med ordensmagten. Derfor fortsatte han i sin bil mod Sjælland.

Det gik dog hverken værre eller bedre, end at han ved Nyborg blev stoppet igen.

- Han blev stoppet igen klokken 01.42, denne gang på Storebæltsvej i Nyborg, fortæller vagtchef hos Fyns Politi Ehm Christensen til Fyens.dk.

Det kostede manden endnu en sigtelse for spirituskørsel og endnu en bøde, som afhænger af hans indtægt, oplyser vagtchefen.

Efter sit anden sammenstød med politiet i Nyborg gik manden endelig med til den oprindelige ordning. Derfor måtte han hyre to taxachauffører - én til at køre han selv og én til at transportere hans bil resten af vejen til lufthavnen, hvor familien ventede.