Bevæbnet politi stormer biograf i Aarhus: Overmander mand med våben

Skrevet af Ninna Andreasen

04/10/2016
En stille dag i biografen blev pludselig dramatisk, da politiet stormede salen.

Dagens topnyheder

Søndag stormede seks betjente Nordisk Films biograf på Skt. Knuds Torv i Aarhus.

Der var kommet en anmeldelse om, at en mand i biografen havde en pistol, som han sad og viftede med, skriver Stiften

Manden blev overmandet af politiet. Betjentene forklarede efterfølgende situationen til publikum, som blev budt på sodavand og kaffe og en fribillet oven på oplevelsen.

Det viste sig, at våbnet, manden viftede med, var en softgun.

- Han er nu indlagt på psykiatrisk afdeling, og vi har ikke fået nogen forklaring på, hvorfor han gik rundt med en softgun og en kniv. Episoden forløb stille og roligt, og vi har kun fået oplyst, at biografgængerne tog situationen roligt, siger Marianne Morgen, pressekoordinator hos Østjyllands Politi.

Politiet modtog anmeldelsen om, at en mand gik rundt med et våben i midtbyen klokken 13.55 søndag. Han blev derefter sporet til biografen.

Han sad i salen, hvor filmen Deepwater Horizon blev vist.