Bilist blev standset af politiet i Aarhus - pludselig blev en sort sæk kastet ud vinduet

Skrevet af Nils Würtzenfeld

23/10/2017
To mænd forsøgte søndag aften at skille sig af med en mystisk sort pose, da de blev stoppet af politiet.

Mest læste i dag

Søndag aften klokken 20.58 valgte to unge mænd at køre over for gult på Nørre Allé i Aarhus – lige for næsen af en patruljevogn.

De to betjente vurderede hurtigt, at der var tale om lige lovlig frisk kørsel og satte derfor efter bilen for at give føreren en opsang. Det oplyser Østjyllands Politi i deres døgnrapport.

Da politiet fik stoppet bilen, kunne de hurtigt fornemme en meget kraftig lugt af hash i kabinen, og da den 28-årige fører af bilen efterfølgende indrømmede, at han ved en tidligere lejlighed havde fået frakendt sit kørekort, blev han straks sigtet for kørsel uden ret til at køre bil.

Da politiet besluttede at undersøge bilen mærmere, ønskede ingen af de to mænd at tømme lommerne, men alligevel fandt politiet lidt hash i førerens venstre brystlomme. Den 28-årige kunne dog ikke svare på, hvor meget der var tale om, men mente, at de da bare kunne veje det hjemme på hans vægt - eller på politiets vægt, som han skyndte sig at få det rette til.

Imens den 28-årige fører blev visiteret, forsøgte hans 29-årige medpassager pludselig at kaste en sort affaldssæk ud af bilen, men det opdagede politiet dog, der fik fat på sækken, som var bundet med en knude.

Den viste sig at være fyldt med hash, hvilket førte til, at de to ikke blot blev sigtet for blev besiddelse af hash, men også videresalg af stoffer. 

På baggrund af fundene i bilen, besluttede politiet at kigge nærmere på de to mænds bopæl. Her fandt politiet endnu flere poser, bøtter og glas med hash og en skotøjsæske fyldt med ulovlige kanonslag.

Som kronen på værket blev den 28-årige mand desuden testet positiv for kokain og hash på politistationen.

Læs også: Kvinde sludrede løs med svigerinde i bilen: Kørte 60 kilometer, før hun opdagede, at hun havde glemt sin mand