Børn skød fodbold ind i baghave på Stevns - så bankede ung mand i sommertøj på døren

Skrevet af Ane Sørensen

22/06/2017
Foto: Shutterstock (arkiv)
Foto: Shutterstock (arkiv)
En fremmed mand bankede onsdag på døren hos to forskellige beboere, som kontaktede politiet efter de mystiske besøg.

Dagens topnyheder

Onsdag omkring middagstid fik Midt- og Vestjællands Politi to anmeldelser om, at en fremmed mand havde opsøgt beboerne på to adresser i Stevns for at lede efter en bold, som nogle børn skulle have skudt ind i haven.

Den fremmede havde været på en adresse på Rødvig Strandvej, hvor hverken beboeren eller manden fandt en bold, da de kiggede efter.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i deres døgnrapport.

Manden var dog blevet tørstig, og mens beboeren hentede et glas vand til ham, gik han søgende rundt inde i boligen. Der blev dog ikke stjålet noget.

På den anden adresse på Brinkvej gennede beboeren den fremmede mand ud og låste døren til boligen, hvorefter de sammen ledte efter bolden i haven. 

Da de ikke fandt en bold, forlod manden stedet under påskud af, at han skulle lede efter sin kone og datter. Der blev ikke stjålet noget fra boligen. Politiet ledte efter manden i området, men kunne ikke finde ham.

Begge beboere beskrev manden som:
- 20 - 25 år gammel.
- Dansk af udseende.
- 180 - 190 centimeter høj.
- Kort, kommunefarvet hår.
- Sommerligt klædt og medbringende en rygsæk.

Hændelserne får Midt- og Vestsjællands Politi til at advare om at lukke fremmede mennesker ind i sit hjem, hvis de opfører sig som det beskrevne:

- Ifølge politiets opfattelse er det en fremgangsmåde, som tricktyve anvender i et forsøg på at aflede borgerens opmærksomhed fra andre medgerningsmænd, der måske lister sig ind i boligen, mens ejeren sammen med den fremmede leder efter en bold i haven, lyder det fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Politiet opfordrer til, at man ringer 114 med oplysninger om hændelsen og en beskrivelse af personerne, hvis man oplever noget lignende.

Alexanders fidget spinner eksploderede pludselig - nu advarer han andre