Drama på gymnasium: Elever er blevet evakueret af politiet efter frygt for kemikalieudslip

Skrevet af Nils Würtzenfeld

12/09/2016
Foto: Google Maps
Foto: Google Maps
Flere af eleverne på Vibenshus Gymnasium klagede over hovedpine og vejrtrækningsproblemer. Efterfølgende er gymnasiet blevet evakueret.

Dagens topnyheder

Vibenshus Gymnasium på Jagtvej i København blev mandag eftermiddag evakueret af politiet på grund af frygt for kemikalieudslip. Det skriver BT.

Mandag klokken 14.28 modtog Københavns Politi en anmeldelse, og siden valgte man at evakuere alle skolens elever.

- Vi får en melding om, at der er giftige dampe på stueplan og har på den baggrund valgt at evakuere skolen, siger vagtchef hos Københavns Politi, Henrik Brix til BT.

Efterfølgende blev alle Vibenshus Gymnasiums cirka 370 elevere sendt ud på et grønt område, mens både politiet, brandvæsenet og flere ambulancer var ankommet til stedet.

- Der var flere elever, som klagede over hovedpine og vejrtrækningsproblemer. De fik den nødvendige behandling af lægerne på stedet, men ingen af dem var kommet noget til, oplyser Henrik Brix.

Klokken cirka 15.30 valgte politiet at ophæve evakueringen, da kemikalievagten kunne konstatere, at der ikke var farlige kemiske dampe på skolen, som der ellers var frygtet.

Mistanken om de farlige dampe opstod efter at voldsomme lugtgener havde bredt sig på gymnasiets stueetagen - sandsynligvis som følge af, at der var blevet hældt rengøringsmidler i et toilet.

Efterfølgende er der blevet luftet grundigt ud på skolen, der derfor er klar til at modtage eleverne til undervisning igen tirsdag.