Helvede venter ukendte gerningsmænd: Forsøgte at stjæle fra kirkebøsse

Skrevet af Nils Würtzenfeld

16/07/2018
Her ses gerningsstedet - Højby Kirke. Foto: Google Maps
Her ses gerningsstedet - Højby Kirke. Foto: Google Maps
Et tyveri af de mere ugudelige har i sidste uge udspillet sig i Højby Kirke.

Mest læste i dag

Fredag klokken 09.50 modtog Midt- og Vestsjællands Politi en anmeldelse om tyveri af en noget bemærkelsesværdig karakter.

I Højby Kirke i Nordvestsjælland har ukendte gerningsmænd nemlig forsøgt at stjæle fra kirkebøssen.

Det oplyser politikredsen i deres døgnrapport.

Den ukristelige gerning har fundet sted i kirken mellem onsdag 4. juli og torsdag 12. juli. Det er endnu uvist, hvorvidt der rent faktisk er blevet stålet noget fra kirkebøssen - muligvis fordi man ikke har kendt til det eksakte beløb i den traditionelle indsamlingsbøsse.

Ikke desto mindre har man fundet pinde med tape for enden i kirken - remedier som de skruppelsløse gerningsmænd formentlig har benyttet i forsøget på at fiske penge op fra bøssen.

Politiet har umiddelbart ikke flere oplysninger i sagen, men skulle det ikke lykkes ordensmagten at få fingrene i de vantro baryler, så venter til gengæld et større forklaringsproblem ved perleporten.