Kattemorder spreder rædsel: 200 katte myrdet og parteret

Skrevet af Emil Ryttergaard

23/01/2017
Over 200 katte er blevet fundet myrdet siden september 2015, og det lokale dyreværn mener, at der er tale om en målrettet seriemorder.

Mest læste i dag

Efterladte lig af katte, der ligger i baggården, ofte halshugget eller uden haler eller poter. 

Det syn har plaget borgere i London og udkanten af den engelske hovedstad, hvor en katte-seriemorder menes at være på spil, skriver Metro

Et lokalt dyreværn i London har været opmærksom på sagen siden september 2015, hvor de første lig af kattene blev fundet, og siden er i alt 200 katte blevet fundet dræbt på ganske bestialsk vis.

Det lokale katteværn, der indsamler ligene, siger, at de modtager tre eller fire dræbte katte om ugen. De har en teori om, at morderen tænder seksuelt på at plage de små kæledyr:

- Vi tror, at det tænder ham at udstille dyrene på den måde, da han ofte lægger dem ved vinduet til folks soveværelser, siger Tony Jenkins, der er en af bagmændene bag South Norwood Animal Rescue and Liberty Charity.   

De pelsede lig bærer præg af at have været en del af et ritual, hvor forbryderen har slået kattene ihjel med med et stumt instrument, ventet til at blodet ikke længere cirkulerede i kroppen, hvorefter han har skåret hovedet og halen og/eller poterne af katten.

En dyrlæge har derudover også fundet rå kylling i maven på flere af kattene, hvilket tyder på, at morderen har lokket kattene til sig med mad, inden han har slået dem ihjel.

Indtil videre er de døde katte blevet fundet i Londons ydreområder og i visse tilfælde med store geografisk afstand mellem ligene. 

Derfor afviser Tony Jenkins, at det kan være et andet dyr, der har slået dem ihjel: 

- Kattene blev skamferet og skåret op med en kniv, så medmindre du kender et dyr, der kan håndtere en kniv, så er det et menneske, siger han til Metro. 

I Danmark forsvinder katte også til tider, og på Bornholm har flere familier mistet deres kat på mystisk vis.