Kendt danseinstruktør anklaget for seksuelle overgreb mod børn: Har forgrebet sig på fire helt unge piger

Skrevet af Nils Würtzenfeld

15/08/2017
Foto: Polfoto/Finn Frandsen
Foto: Polfoto/Finn Frandsen
En danselærerinde står anklaget for at have forgrebet sig seksuelt på fire elever på sin danseskole.

Mest læste i dag

En kvindelig danseunderviser er blevet anklaget for at have forgrebet sig seksuelt på fire helt unge piger.

Overgrebene skulle have fundet sted i forbindelse med kvindens danseskole, hvor alle fire piger var elever.

Det skriver Ritzau.

Det oplyses, at den anklagede for år tilbage medvirkede i et talentshow på landsdækkende tv, og at hun efterfølgende oplevede et voksende antal elever på sin danseskole i forbindelse med hendes tv-medvirken.

Ifølge anklageskriftet var det umiddelbart i tiden efter kvindens medvirken på tv, at overgrebene begyndte.

De skal eftersignende være foregået både i kvindens hjem og på danseskolen i Hovedstadsområdet.

To af pigerne var 12 år gamle, da overgrebene startede, mens de to andre var 15-16 år.

Anklagemyndigheden mener, at kvinden udnyttede pigens ’ønske om avancement inden for danseskolen’ til at opnå et seksuelt forhold til pigerne og til at krænke deres blufærdighed.

Èn af de 12-årige piger boede hos den tiltalte, og i knap tre år fungerede kvinden som kommunalt ansat plejemor for pigen.

Overgrebene startede da pigen var 12 år og fandt sted flere gange i løbet af fem år.

En anden pige var ligeledes kun 12 år, da hun ifølge anklagemyndigheden blev udsat for overgreb fra danselærerinden. Igen foregik overgrebene i kvindens hjem og på danseskolen.

Kvinden står desuden anklaget for også at have taget billeder og videoer af overgrebene mod pigen.

Derudover står den kendte danseunderviser også tiltalt for vold og overgreb mod en tredje pige.

Pigen var 15 år, da hun i begyndelsen af i år angiveligt blev slået i ansigtet med flad hånd flere gange af danselæreren, der også skubbede pigen. Det skete i danseunderviserens hjem.

Pigen, der i dag er 16 år, blev ifølge anklageskriftet også udsat for fem seksuelle overgreb fra danselæreren.

Også en fjerde pige har ifølge anklagemyndigheden været offer for danselærerindens seksuelle overgreb.

Det skulle være foregået i begyndelsen af 2016, da pigen var 15-16 år gammel.

Anklagemyndigheden har valgt at rejse sagen som en nævningesag, hvilket indikerer, at man vil gå efter en straf på mindst fire års fængsel.

Sagen begynder tirsdag i Københavns Byret, og der ventes at falde dom 6. september.

Kreativ betjent på jagt efter narko på Skanderborg: Stoppede den helt forkerte festivalgæst