Kits hund vendte hjem uden hende: Politiet beder om hjælp til at finde den forsvundne hundelufter

Skrevet af Sol Stoffregen

19/09/2016
Foto: Polfoto.
Foto: Polfoto.
Den 52-årige kvinde vendte aldrig hjem efter en tur med hunden søndag aften.

Dagens topnyheder

Syd- og Sønderjyllands Politi efterlyser den 52-årige Kit Hildgaard, der søndag aften forlod sin bopæl for at lufte sin hund, men aldrig vendte hjem igen. 

Den forsvundne kvinde gik ved 20-tiden søndag aften fra Kalvslundvej ved Horslund nær Ribe sammen med sin hund af racen rotweiler. De to skulle efter sigende være gået i vestlig retning, meddeler politiet i en pressemeddelelse.

Mandag eftermiddag vendte hunden selv hjem til bopælen uden sin ejer. 

Alle borgere i lokalområdet opfordres til at hjælpe med at finde Kit Hildgaard, der frygtes at være i hjælpeløs tilstand, skriver Syd- og Sønderjyllands Politi, der endnu ikke har noget billede af kvinden.

Beskrivelsen af den savnede lyder: 52 år, 170 - 175 cm høj og spinkel af bygning, lys i huden og med langt, mørkblond hår. Hun har en dragetatovering foran fra venstre kraveben til venstre bryst. På forsvindingstidspunktet bar hun neonfarvet top, sort Kansas-jakke med røde syninger, sorte overalls og sorte vandrestøvler.

Oplysninger i sagen kan gives til politiet på tlf. 114.