To kvinder opsøgte 64-årig i hendes indkørsel - da hendes mand kom hjem, opdagede parret svindlen

Skrevet af Nils Würtzenfeld

20/10/2016
Foto: Jan Sommer/Polfoto
Foto: Jan Sommer/Polfoto
En østjysk kvinde blev onsdag narret og frarøvet 29.000 kroner af udspekulerede tricktyve.

Dagens topnyheder

En 64-årig kvinde fra Løsning i Østjylland blev onsdag frarøvet sine to betalingskort, da hun blev passet op foran sit hjem af to fremmede kvinder. Det skriver Lokalavisen.dk.

Den 64-årige havde været ude at handle i Kiwi, og på vej hjem i sin bil lagde hun mærke til, at en grå mellemstor personbil fulgte efter hende.

Da hun nåede hjem i sin indkørsel, blev hun pludselig stoppet af to kvinder, der spurgte om vej. Med sig havde de en blok, og begge kvinder snakkede gebrokkent engelsk.

Undervejs tilbød kvinderne også at bære den 64-åriges varer ind i huset, hvilket hun dog takkede nej til, hvorefter de to kvinder forsvandt fra området.

Først da kvindes mand kom hjem, gik det op for hende, at de to fremmede kvinder havde narret hende. Manden kunne nemlig fortælle, at banken havde ringet og fortalt, at der var blevet hævet 29.000 kroner på deres konti, og da kvinden kiggede efter, manglede hun to dankort.

Den ene af de to fremmede kvinder beskrives som en kraftig østeuropæer på 30-40 år og 160-165 centimeter høj. Hun havde langt hår i en orange farve. Hun havde en mørk frakke med hvidt mønster på.

Den anden kvinde var 20-25 år, spinkel og 160-165 centimeter høj. Hun havde en sort dunjakke på, cowboybukser og en sort strikhue.

Hvis man har oplysninger i sagen, kan Østjyllands Politi kontaktes på telefon 114.