LIGE NU: To sejlere forsvundet - nu er den ene fundet død

Skrevet af Nils Würtzenfeld

23/05/2018
To sejlere forsvandt for en uge siden. Tirsdag aften er den ene blevet fundet død.

Mest læste i dag

Tirsdag aften har man fundet liget af den ene af de to sejlere, der for en uge siden forsvandt efter at være sejlet ud fra havnen i Faxe Ladeplads.

Det skriver TV Øst.

Det var en tilfældigt forbipasserende, der tirsdag aften opdagede liget af en mand på Feddet i Faxe. Afdøde er onsdag formiddag blevet identificeret som den 50-årige mand, der sammen med en 38-årig mand, stævnede ud fra Faxe Ladeplads i sidste uge.

Den 50-åriges pårørende er blevet underrettet.

Der er dog fortsat ingen spor efter hverken den 38-årige mand eller den jagtpram, som de to befandt sig i.

Fundet af den 50-årige førte til, at man tirsdag aften satte yderligere en eftersøgning i gang i det område, hvor liget af den 50-årige blev fundet.

Det var torsdag 17. maj i sidste uge, at Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi modtog en anmeldelse om, at de to mænd var forsvundet ombord på deres båd.

Efterfølgende blev en omfattende eftersøgning sat i værk med både helikopter, droner, både fra Søværnet og hundepatruljer, ligesom politiet forgæves har forsøgt at spore mændenes mobiltelefoner.

Lørdag valgte man at indstille eftersøgningen, og nu er håbet om at finde den 38-årig mand i live forsvundet.

Ifølge Palle O. Hansen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi er alle tænkelige områder blevet undersøgt.

- Nu afventer vi bare, siger han til TV Øst.