Louises drabsmand stadig på fri fod: Nu udlover politiet kæmpe dusør

Skrevet af Ane Sørensen

03/02/2017
Foto: Privat
Foto: Privat
Københavns Vestegns Politi har udlovet en dusør for oplysninger, der kan lede dem til Louise Borglits drabsmand.

Dagens topnyheder

Københavns Vestegns Politi udlover en dusør på lidt over 84.000 kroner for oplysninger, som kan føre dem frem til 32-årige Louise Borligts drabsmand.

Dusøren vil gå til den eller de borgere, som kan give politiet oplysninger, der kan føre til opklaring af sagen.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

- Vi arbejder fortsat intensivt med drabet fra Elverparken, men endnu har efterforskningen ikke båret frugt. Samtidig er vi overbevist om, at der sidder folk derude, der har mistanke til konkrete personer - vi har bare ikke hørt fra dem endnu, siger politikommissær Ole Nielsen.

- Vi håber, at dusøren kan være et incitament for dem til at kontakte politiet i denne bestialske sag. Vi er derfor utroligt glade for de bidrag, som borgere har givet, så vi kan udlove denne dusør, tilføjer han

Pengene stammer fra en privat indsamling blandt borgere i Herlev og to store bidrag fra private borgere.

Højgravide Louise Borglit blev dræbt den 4. november 2016 i Elverparken i Herlev.

Hvis du har oplysninger i sagen, kan du kontakte Københavns Vestegns Politi på 43 86 14 48.