To mænd og en kvinde gik på strand ved Aarhus, da de så noget i vandet: Nu hyldes de for deres mod

Skrevet af Nils Würtzenfeld

29/06/2018
Tre Aarhus-borgere handlede hurtigt, da der var mest brug for dem.

Dagens topnyheder

Torsdag var en 65-årig mand ude og sejle med sin 62-årige ven ud fra kysten ved Risskov nord for Aarhus.

Undervejs fik den 65-årige lyst til en svømmetur og hoppede derfor i vandet fra båden. Under svømmeturen fik han dog pludselig et ildebefindende og mistede bevidstheden.

Det oplyser Østjyllands Politi i deres døgnrapport.

Den 62-årige hoppede straks i vandet for at hjælpe sin ven, men var ikke i stand til at få ham op i båden.

Inde på standen passerede i samme øjeblik to mænd og en kvinde, og de opdagede hurtigt situationens alvor.

Uden betænkeligheder svømmede de tre hurtigt ud til de to mænd, og med fælles hjælp lykkedes det at redde den 65-årige mand op i båden.

Han blev hurtigt bragt op på en bådebro, hvor han kom til bevidsthed. En ambulance blev dog tilkaldt, hvorefter den 65-årige blev kørt til sygehuset.

Han er blevet meldt uden for livsfare, mens en stor ros skal lyde til de tre forbipasserende og den 62-årige ven.