Missing People trækker sig fra jagten på Emilie Meng: Vi vil ikke blandes ind i al den virvar

Skrevet af Kristine Bugbee

17/10/2016
Frivillige fra gruppen Missing People vil ikke længere bruge kræfter på at lede efter forsvundne Emilie Meng. Ballade og stridigheder blandt frivillige i andre eftersøgningsgrupper er årsagen til, at Missing People nu trækker sig.

Mest læste i dag

- På møde i dag med Emilies familie, har vi informeret om at vi vælger at trække os fra denne sag. 

Sådan skriver den frivillige gruppe Missing People på Facebook.

- Vi er i den situation at vi stadig forveksles med Forsvundne Personer og deres måde at lave søg på. Vi har ingen problemer med, at der er flere grupper/foreninger, der søger på samme sag, når bare alle retningslinjer udstukket af myndighederne overholdes, tilføjer Missing People. 

Facebookgruppen Forsvundne Personer er ligesom Missing People en gruppe af frivillige, der leder efter efterlyste mennesker i Danmark. Forsvundne Personer har den seneste tid fyldt en del i medierne.

Det kom blandt andet frem, at medlemmer af Forsvundne Personer overvågede en 67-årigs mand i Korsør, fordi de havde mistanke om, at Emilie Meng blev holdt indespærret i hans hus. 

Derudover har der været interne stridigheder blandt gruppens medlemmer, og løse rygter og beskyldninger har floreret på Facebook. Den ballade ønsker Missing People ikke at blive blandet ind i eller associeret med.

- Der har i dagspressen og på de sociale medier væres skrevet meget om de metoder, der eventuelt er blevet anvendt, og vi tager på det skarpeste afstand fra disse skriverier.

- Al denne omtale har gjort at vores søgere ikke møder op, formodentlig fordi de ikke vil blandes ind i al den virvar. Vi kan ikke forsvare over for os selv og vores søgere at blive ved, med den risiko der er forbundet med det.

Missing People slutter af med at skrive, at de ønsker, at Emilie Meng bliver fundet, så der kan komme ro på familien igen. 

Ingen ønsker mere end os at Emilie bliver fundet, så der kan komme ro på familien igen.

Se hele opslaget herunder.