Mystisk uheld på motorvej: 67-årig kvinde død i voldsom ulykke

Skrevet af Kristine Bugbee

17/03/2018
Arkivfoto.
Arkivfoto.
En kvinde er afgået ved døden i en voldsom ulykke, efter at hun af endnu ukendte årsager holdt stille i sin bil på motorvejen.

Mest læste i dag

En 67-årig kvinde er omkommet i en trafikulykke på Sydmotorvejen ved Tappernøje på Sydsjælland. Det oplyser Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi.

Politiet fik fredag aften en anmeldelse om, at der holdt en bil med tændte katastrofeblink på mtorvejen. Før en patrulje nåede at rykke ud, blev der igen slået alarm. 

- Det viste sig, at der var en bil, der var kørt op bag i den bil, der holdt stille, siger siger Jan Nielsen, vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, til Ritzau.

Den 67-årige kvinde, som holdt stille med tændte katastrofeblink på Sydmotorvejen, omkom ved ulykken.

- Hun afgik ved døden på stedet. Det er fortsat uvist, hvorfor kvinden pludselig holdt stille på motorvejen. Vi har ingen teori om, hvad der kan være sket, og hvorfor hun holdt stille. Det er jo ikke normalt, siger Jan Nielsen til Ritzau.

Politiet afventer nu en bilinspektørs rappert samt resultatet af et ligsyn, der skal afsløre, om kvinden fik et ildebefindende inden uheldet. 

Dødsulykken skete omkring klokken 20.15 fredag aften.

LÆS OGSÅ: Hjemløs mand tiggede om penge på café - havde aldrig forventet denne reaktion