Nordjysk mand slukkede brand i sin bil med seks dåseøl

Skrevet af Nils Würtzenfeld

09/10/2017
Foto: Polfoto/Jens Panduro
Foto: Polfoto/Jens Panduro
Lørdag brød en bil i brand i Jerslev i Nordjylland, og så måtte ejeren pludselig tænke kreativt for at slukke den.

Dagens topnyheder

Lørdag aften befandt en nordjysk bilist sig på Hjulskovvej ved Jerslev, da hans Toyota Landcruiser pludselig brød i brand.

Det oplyser Brønderslev Brandmandsforening.

Kort forinden havde føreren pludselig hørt et smæld fra bilen og svingede med det samme ind på en rasteplads omkring klokken 18.30.

Det viste sig, at en lækage i et rør i motoren havde lækket diesel, der efterfølgende var blevet antændt af den varme motor. 

Med det samme fik bilisten alarmeret det lokale brandvæsen, men før redningsfolkene nåede frem, havde føreren selv taget affære.

I mangel på en pulverslukker, havde han nemlig stoppet en anden bilist for at få slukket branden i motoren.

Foto: Jørgen Overbeck, Brønderslev Brandvæsen

Medbilisten havde heller ingen brandslukker, men til gengæld havde han en sixpack med øl, som han solgte videre til den nødstedte biliste for 100 kroner.

Herefter rystede bilisten de seks øl godt og grundigt og slukkede på den måde branden i motoren med de dyre dråber.

Da Brønderslev Brandvæsen ankom, ulmede det dog stadig noget fra isoleringen bag motoren og under bilen, hvilket fik de professionelle brandslukkere til at gøre arbejdet færdigt.

Det krævede dog, at man fik tilkaldt autohjælp, der fik løftet bilen op, så man kunne slukke gløderne i isoleringen under bilen.

Imens kunne bilisten glæde sig over effekten af den formentlig dyreste sixpack, han nogensinde har købt.

Læs også: Ny dille: Glem alt om lange øjenvipper - nu skal dine næsehår forlænges