Nordjysk par fandt en mystisk fjer i forhaven - nu advarer politiet alle husejere

Skrevet af Ane Sørensen

21/07/2017
Foto: Shutterstock (genrefoto)
Foto: Shutterstock (genrefoto)
Et nordjysk par gjorde et sælsomt fund udenfor deres bolig, da de kom hjem onsdag aften.

Mest læste i dag

Et par blev mødt af et sælsom syn, da de kom hjem til deres bolig i Hjørring onsdag aften.

I altankasserne udenfor hjemmet var der nemlig nogen, som havde sat to fuglefjer ned i jorden.

Det oplyser Nordjyllands Politi i deres døgnrapport.

Parret undrede sig over den mystiske gestus og besluttede sig derfor for at ringe til politiet og fortælle dem om deres kuriøse fund.

- Det er sjældent, at to fjer blot lander direkte ned i en altankasse, der kan ses fra vejen, hvorfor de straks ringede til politiet, skriver politiet.

Politiet benytter lejligheden til at advare andre borgere mod lignende fund, som kan være tegn på, at der er indbrudstyve på spil i området:

- Indbrudstyve markerer til tider deres mulige mål. Dette kan ske enten med kridt på postkassen, en sløje eller - som i dette tilfælde - fjer.

Flere andre politikredse har i den seneste tid advaret danskerne i forbindelse med lignende hændelser. 

Tidligere på måneden oplyste Nordsjællands Politi eksempelvis, at en kvinde var blevet mistænksom, efter hun havde opdaget, hvordan der lå blomster foran dørene ved flere af husene på hendes vej.

En 59-årig nordjyde slog også alarm, efter han havde fundet en lyserød sløjfe, som var blevet bundet fast på stakittet ved hans hjem i Mariager. Det fik Nordjyllands Politi til at sende denne advarsel ud:

- Indbrudstyve markerer til tider mulige indbrudsmål. Dette kan ske med kridt på en sten, en sløjfe eller noget helt andet. Hvis noget derfor virker mærkeligt, er flyttet eller andet i din forhaveindkørsel, så hold øjne og ører åbne.

Politiets advarsel efter fund af tape på flere døre: 'Rør det ikke og ring efter os'