Østjyske betjente lugtede pludselig noget mystik fra hus: Da de trådte indenfor, ventede der dem noget af en overraskelse på loftet

Skrevet af Nils Würtzenfeld

16/04/2018
Arkivfoto.
Arkivfoto.
Østjyllands Politi har i weekenden gjort et par overraskende fund og har derfor en opfordring til kriminelle med grønne fingre.

Dagens topnyheder

Fredag aften arbejdede en patrulje på en sag i lille by tæt på Rønde på Djursland, da betjentene pludselig mærkede noget i rive i næsen.

Det var den umiskendelige luft af hash, der viste sig at komme fra et hus i nærheden. Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Betjentene besluttede sig derfor for at undersøge adressen nærmere, og fik hurtigt adgang til huset.  Her opdagede de til deres forbløffelse, at en stor del af loftsarealet blev brugt til at dyrke flere hundrede skunkplanter.

Kort efter kom den 22-årige ejer af huset hjem, og han erkendte straks over for betjentene, at det var hans planter, som han dyrkede for at sælge. Manden blev derfor anholdt og sigtet for narkosalg.

Østjyllands Politi var dog ikke færdige med at gøre livet surt for skunklaboranter, for dagen efter gik det hverken værre eller bedre for en 29-årig mand Kolind-området

Forinden havde Østjyllands Politi fået et tip om, at der foregik noget ulovligt på mandens adressen, og da patruljen dukkede op, afslørede en velkendt lugt hurtigt, at der var noget om sagen

I en udbygning fandt politiet efterfølgende mange hundrede skunkplanter, som manden dog nægtede at udtale sig nærmere om.

I alt blev omkring 1000 euforiserende planter beslaglagt i weekenden, og vicepolitiinspektør hos Østjyllands Politi Carsten Kousgaard mener, at fundene sender et tydeligt signal til folk, der går med overvejelser om at begynde at starte en ulovlig planteproduktion.

- Vi ser ofte, at folk dyrker skunk i gamle bygninger i affolkede områder, hvor de tror, at de ikke bliver opdaget. Men som weekendens indsats viser, så er politiet også opmærksomme på den type kriminalitet, som vi betragter som meget alvorlig. Man står til en fængselsstraf, hvis man bliver taget i at dyrke euforiserende planter med henblik på salg, siger Carsten Kousgaard og fortsætter:

- Samtidigt har vi med beslaglæggelserne forhindret en del ulovlige stoffer i at blive distribueret rundt i Østjylland, konstaterer vicepolitiinspektøren.

I forbindelse med aktionerne blev alle planter og det tilhørende udstyr beslaglagt. Skunkplanterne blev brændt af, og udstyret sendt til skrot, efter det nødvendige bevismateriale var blevet sikret.

I denne weekend ryddede Østjyllands Politis specialpatrulje to skunklaboratorier i Rønde-området og i nærheden af Kolind. I alt blev omkring 1000 af de euforiserende planter beslaglagt – det svarer til næsten 30 kg hash.