Østjyllands Politi har onsdag aften udsendt en advarsel om, at der muligvis er farlig medicin i omløb.
I forbindelse med advarslen efterlyser politiet en stor blå tønde i hård plast, som indeholder omkring 30 kg forskelligartet medicin. Tønden er sammen med to andre tønder af samme slags – der dog er tomme – blevet stjålet fra Hadsten Apotek.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Medicinen i tønden er indleveret af borgere i området. Det er ikke registreret, hvilken medicin tønden indeholder. Derfor kan der potentielt være farlig medicin i tønden.
De i alt tre tønder, hvoraf to altså er tomme, er forsvundet fra apoteket i løbet af den seneste uges tid.
Har man oplysninger i sagen, kan der rettes henvendelse til Østjyllands Politi på telefonnummer 114.
Skulle nogen finde tønderne og/eller medicinen, vil politiet også gerne have det indleveret.