Politiet advarer forældre: Mand i varevogn lokker børn med slik

Politiet leder efter en mistænkelig mand i en varevogn. Foto: arkivfoto

Politiet efterlyser vidner, som har set en mistænkelig mand i varevogn omkring Jyllinge og Hvalsø på Sjælland.

Det seneste døgn er flere børn blevet antastet af en mistænkelig mand i varevogn, oplyser Midt- og Vestsjællands politi til Dagens.dk.

Tirsdag morgen klokken lidt i otte blev tre 13-årige drenge opsøgt af en ældre mand i en varevogn, som tilbød drengene et lift til skole i området omkring Jyllinge.

De sagde pænt nej tak, og skyndte sig videre. De beskriver varevognen som hvid eller grå, men fik ikke kigget grundigt nok på manden til at give et signalement af ham.

Læs også

Advarsel: Børnelokker på spil - forsøgte at snyde 12-årig med popcorn og pokémon

Senere på eftermiddagen klokken kvart i fem blev en 8-årig pige også antastet af en mand i en varevogn, der tilbød pigen slik tæt på Hvalsø Skole. Hun skyndte sig at fortælle en voksen om manden, der kunne konstatere, at varevognen i mellemtiden var forsvundet igen.

Sagen blev dog først anmeldt en hel time efter mødet med manden, hvilket nu får politiet til at bede borgerne om hjælp og holde øje med en mistænkelig varevogn.

- Vi opfordrer alle til at lægge mærke til, hvis der pludselig holder en mistænkelig varevogn et sted, og hvis de ser den, må det meget gerne tage nummeret på bilen, og ringe med det samme så vi kan sende en patruljevogn afsted, siger kommunikationsansvarlig Carsten Andersen fra Midt- og Vestsjællands Politi til Dagens.dk.

Læs også

Fræk date med 13-årig pige gik galt: Pædofil mand gik amok for åbent kamera, da fælden klappede

Han understreger, at der i begge tilfælde ikke er sket noget ulovligt, men at politiet gerne vil i kontakt med manden. Politiet vil heller ikke udelukke, at det er den samme mand, der har henvendt sig til børnene, da der kun er knap 40 minutters kørsel mellem Jyllinge og Hvalsø.

- Vi har overvejet, om der er en sammenhæng, men vi har ikke noget at have det i, som det ser ud lige nu. Bilerne er beskrevet i to forskellige farver, men det lægger vi ikke stor vægt på, da man jo skynder sig væk, hvis man bliver antastet og måske ikke lægger mærke til farven, siger Carsten Andersen.

Har man derfor set en mistænkelig varevogn holdende et sted på Sjælland, så bør man kontakte Midt- og Vestsjællands Politi på telefon 114. 

 

 

 

Dagens Gossip

Dagens TV