Politiet advarer mod groft tricktyveri - sådan forsøger de at snyde ældre

Skrevet af Ane Sørensen

15/10/2016
Modelfoto: Shutterstock
Modelfoto: Shutterstock
Politiet råder til, at man tager en snak med sine ældre familiemedlemmer.

Mest læste i dag

Lørdag har Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi modtaget fire anmeldelser om forsøg på tricktyveri mod ældre borgere.

Det ene fandt sted i Sorø, mens de tre andre fandt sted i Næstved. 

Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.

I alle tilfælde henvendte gerningsmanden sig telefonisk og udgav sig for at være søn eller barnebarn, som akut manglede penge til udbedring af en vandskade.

I to af tilfældene tilbød gerningsmanden at sende en taxa efter pengene. I to af sagerne, gav gerningsmanden udtryk for et vist kendskab til familien - fx. oplysninger om ferie. Derfor kan det ikke udelukkes, at gerningsmanden har forberedt sig ved opslag på diverse sociale medier. 

Politiet henstiller til, at man tager en snak med sine ældre familiemedlemmer og fortæller dem, at de ikke må udlevere penge til nogen, som de ikke kender. Heller ikke til en taxachauffør.

Hvis du har oplysninger om sagen kan du kontakte Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på 114.