Politiet beder om hjælp: 9-årig dreng formentlig ramt af flugtbilist

Skrevet af Ane Sørensen

06/02/2018
Foto: Google Maps
Foto: Google Maps
En niårig dreng blev tirsdag morgen fundet med brud på ben, skulder og hofter i Svendborg. Nu efterlyser politiet vidner i sagen.

Mest læste i dag

Tirsdag morgen klokken 07.27 modtog Fyns Politi en anmeldelse om, at en dreng lå bevidstløs i østlige vejside/fortov på Mølmarksvej cirka ud for Hesselbjerg i Svendborg by.

Ambulance og politi blev sendt til stedet, hvor den niårige dreng blev fundet.

Det oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse.

I første omgang var der mistanke om, at drengen havde fået et epileptisk anfald. Ved en undersøgelse på Odense Universitetshospital blev det dog senere tirsdag konstateret, at drengen havde pådraget sig brud på både ben, skulder og hofter.

Derudover blev det konstateret, at drengen ikke havde epilepsi. Ifølge politiet kan skadernes omfang og placering indikere, at der kan være tale om, at drengen er blevet påkørt.

På baggrund af undersøgelserne vurderer Fyns Politi, at det er overvejende sandsynligt, at drengen er blevet påkørt af en bil, hvorefter bilisten er flygtet fra stedet.

Fyns Politi søger derfor vidner i sagen om den tilskadekomne dreng. Hvis du har kørt, gået, eller på anden måde opholdt dig i nærheden af Mølmarksvej/Hesselbjerg på nævnte tidspunkt og bemærket noget af interesse for sagen, kan du kontakte Fyns Politi på 114.

1-årige Noah blev tæsket til døde: Nu begynder retssagen i Sønderborg