Politiet beder om hjælp i mystisk sag om forsvundet mand: Morten kom aldrig hjem fra Tivoli

Skrevet af Morten Larsen

22/10/2016
Foto: Politiet
Foto: Politiet
Flere oplysninger gør, at politiet kalder sagen om den forsvundne Tivoligæst for 'besynderlig'.

Mest læste i dag

En besynderlig sag.

Sådan beskriver vagtchefen hos Københavns Politi sagen om en ældre mand, er savnes efter en tur i Tivoli.

Det drejer sig om Morten Peder Oxvang Mortensen, der ikke er set siden torsdag aften, hvor han morede sig med nogle venner i Tivoli i København.

Manden var i godt humør og sagde ved afskeden med sine venner, at han havde en aftale med sin hustru, og ifølge politiet tyder intet på, at han ikke skulle have lyst til at komme hjem.

Vagtchef Lars Vesterweel forklarer til TV 2 Lorry, at den efterlyste mand har taget et S-tog til Glostrup i stedet for at tage hjem til sin bopæl på Østerbro i København.

 

 

Den 68-årige mand er sidst set ved Glostrup Station, hvor han omkring 19-tiden er filmet af et overvågningskamera, mens han gik fra toget mod stationens busholdeplads.

En telefonmast i Glostrup har fanget signaler fra mandens mobiltelefon, og dét undrer politiet.

- Den er noget besynderlig den her sag, og der er også mange hos os, der undrer sig over, at han er taget til Glostrup, når han bor på Østerbro, siger vagtchefen til den regionale tv-kanal.

Forskellige henvendelser fra borgere har ikke ført til nyt i sagen, og hovedstadens ordensmagt oplyser, at der ikke er noget, der tyder på, at manden har været udsat for en forbrydelse.

Københavns Politi opfordrer folk til at ringe 114, hvis de har oplysninger i sagen.