Politiet fordømmer borgere i Fredericia: I hænger forkert mand ud som pædofil med navn og adresse

Ukendte gerningsmænd har hængt sedler op ved skoler og institutioner i byen med en navngiven person, der beskyldes for at være pædofil. På løbesedlerne står både mandens navn og adresse samt at politiet har fældende beviser mod ham. Men ifølge politiet er det helt forkert.

Politiet fordømmer en række plakater, der er hængt op flere steder i Fredericia.

På dem hænger ukendte personer en navngiven mand ud med navn og adresse og påstår, at manden er pædofil og i politiets søgelys. Det er dog usandt. Politiet kender ikke noget til manden. Det skriver DR Trekanten

Løbesedlerne er blandt andet hængt op ved skoler og institutioner i byen. Her bliver forældre advaret om, at der er en pædofil på spil i nærområdet.

- Vi har set navnet på løbesedlen, og det er ikke et, der siger politiet noget, fortæller vicepolitiinspektør ved Fredericia Politi Peter Balsgaard Nielsen.

Han fordømmer løbesedlerne, som efter hans vurdering i bedste fald er uetiske og i værste fald ulovlige. Han betegner det som en slags selvtægt uanset, om påstandene er sande eller falske.

At det kan have voldsomme konsekvenser at blive hængt ud som pædofil - især hvis anklagerne er falske - eer klart, mener psykolog i Red Barnet Kuno Sørensen.

Det kan både betyde, at man mister job, familie og venner.

- Det kan for mange betyde, at de får et psykisk sammenbrud, fordi de mister det billede de har af sig selv, når verden vender sig imod dem, siger han.

Politiet har ikke tænkt sig at gøre noget ved plakaterne, med mindre der kommer anmeldelser fra borgere.

Dagens Gossip