Politiet skulle tvangsfjerne barn i Ringsted: Far angreb betjent med hjulnøgle

Skrevet af Nils Würtzenfeld

27/06/2017
Arkivfoto.
Arkivfoto.
En 43-årig mand angreb mandag en politibetjent med en hjulnøgle, da mandens barn skulle tvangsfjernes.

Mest læste i dag

Mandag formiddag udviklede et møde hos Ringsted kommune sig til en voldsom oplevelse, da en 43-årig mand fra Ringsted slog en politimand med en hjulnøgle.

Sammen med en kollega fra Midt- og Vestsjællands Politi var betjenten klokken 11.50 mødt op hos kommune, hvor de skulle assistere i forbindelse med en sag om tvangsfjernelse af et barn.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Faderen til barnet blev dog så ophidset over tvangsfjernelsen, at det udviklede sig til tumult.

Undervejs angreb den 43-årige mand blandt andet de to betjente med en hjulnøgle, og den ene betjent fik undervejs adskillige slag mod hoved og krop.

Til sidst lykkes det dog de to betjente at få den voldelige mand lagt i håndjern efter brug af peberspray.

Politimanden blev efterfølgende tilset af en læge, da kunne konkludere, at han var ikke kommet alvorligt til skade ved overfaldet.

Den 43-årige mand fremstilles tirsdag i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling.

Læs også: Mystisk mand anholdt på Roskilde Festival: Havde fire timers video med tissende kvinder