Sarahs søn fik skoldkopper: Nu bliver billederne misbrugt af onde bagmænd

Skrevet af Ninna Andreasen

21/02/2017
- At se de billeder blive ved med at dukke op på Facebook gør ondt, siger moderen.

Mest læste i dag

Nogle mennesker skyr ingen midler for at tjene penge.

Det må Sarah Allen sande, efter billeder af hendes søn igen er begyndt at florere i et tilsyneladende meget indbringende svindelnummer.

Treårige Jasper ramte overskrifter på alverdens medier sidste sommer, fordi han endte på hospitalet i fem dage, efter at være blevet sendt hjem af en praktiserende læge, skriver metro.co.uk.

Drengen var voldsomt ramt af skoldkopper, som var blevet inficeret. De voldsomme billeder, som moderen lagde på Facebook, bliver nu udnyttet af svindlere på det sociale medie.

Ifølge moderen bliver det ved med at dukke op igen og igen. Svindlerne skriver, at drengen lider af kræft, og at der bliver samlet penge ind til hans behandling. Billederne har fået millioner af delinger og sikkert også et ukendt beløb til de kyniske bagmænd.

Sarah Allen har ifølge eget udsagn anmeldt billederne 30 gange til Facebook, siden hun blev opmærksom på dem tidligere på måneden. De er ikke blevet taget ned.

- Jeg så og anmeldte billederne for første gang for to-tre uger siden, siger hun.

Hun er blevet ringet op af venner og familie, som rent faktisk tror, at lille Jasper har kræft.

I et forsøg på at afsløre svindlerne besluttede Sarah Allen sig for at kommentere på billederne.

- Jeg kommenterede opslaget og sagde ”I syge svin, det her er min søn, han har ikke kræft, tag billederne ned”, og siden likede bare min kommentar, siger hun.

Selvom Facebook siden har skrevet, at en af de falske profiler er blevet fjernet, så er opslaget stadig synligt. Det er blevet delt over 1,2 millioner gange, har fået 239.000 likes og 149.000 kommentarer med på vejen.

Sarah Allen mener, at Facebook er nødt at gøre rapporteringen bedre, så falske opslag kan blive taget ned med det samme.

- Man kan ikke engang have et ammebillede på Facebook, uden det bliver taget ned, men det her er åbenbart i orden?, spørger moderen retorisk.