Skubbede kontrollør ud på skinnerne: Genkender du denne mand?

Foto: Københavns Vestegns Politi

Gerningsmanden skubbede først togrevisoren ud af døren og senere ned på skinnerne.

Københavns Vestegns Politi efterlyser en mand, som skubbede en togrevisor ned på skinnerne torsdag den 22.september.

Gerningsmanden var lige stået på et S-tog mod Høje-Taastrup med sin cykel klokken 13.55, da togrevisoren ville gå ombord på toget på Glostrup Station.

Det skriver Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

Men da togrevisoren forsøgte at stige ombord, skubbede gerningsmanden ham ud af toget. Forklaringen lød, at manden tilsyneladende var kommet til at stige på det forkerte tog og skubbet var et uheld.

Gerningsmanden og togrevisoren fulgtes mod stationens fjerneste udgang, men pludselig skubbede manden togrevisoren ned på skinnerne med sin cykel. Det lykkedes dog for togrevisoren at få fat i mandens cykel og komme op på perronen igen.

Københavns Vestegns Politi

Gerningsmanden cyklede fra stedet i retning mod udgangen.

Han bliver beskrevet som:

20 - 30 år gammel.

Cirka 180 centimeter høj.

Kraftig af bygning.

Kortklippet hår.

Klædt i sort trøje med lynlås og grå bukser.

Gående med en damecykel. 

Du kan kontakte Københavns Vestegns Politi på 43 86 14 48, hvis du genkender manden på billederne eller kender til episoden.

Dagens Gossip

Dagens TV