Stjal cola og kød i Netto: Da politiet kiggede i butikstyvenes bil, blev de anholdt med det samme

Skrevet af Ane Sørensen

19/02/2018
Foto: Ritzau Scanpix (arkivfoto)
Foto: Ritzau Scanpix (arkivfoto)
Lørdag eftermiddag blev to tyve standset af politiet, efter de havde stjålet varer i Netto i den sydsjællandske by Mogenstrup. Det viste sig, at de gemte flere tyvekoster i bilen.

Mest læste i dag

Lørdag eftermiddag klokken 16.25 blev Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi kaldt til Netto i Mogenstrup nær Næstved.

Supermarkedet havde netop haft besøg af to butikstyve, som havde stjålet nogle colaer og to pakker kød.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i deres døgnrapport.

Det viste sig, at de to gerningsmænd var de samme, som tidligere på dagen havde stjålet nogle knivsæt fra en isenkræmmer i Næstved Storcenter.

Kort efter standsede politiet en bil med de to gerningsmænd ved en afkørsel på Sydmotorvejen. 

- Det var en 30-årig kvinde og en 39-årig mand, begge fra Rødby, og der lå ganske rigtigt en række stjålne varer i bilen – blandt andet også kød og champagne, som stammede fra et andet supermarked i Næstved og to blomsterbuketter, som viste sig at være stjålet i forbindelse med et indbrud i et hus på Herlufsholm Alle i Næstved, skriver politiet.

Den 30-årige kvinde blev sigtet for indbrudsforsøget og for butikstyverierne. Det var hende, der førte bilen, hvorfor hun også blev sigtet for kørsel uden førerret. Kvinden havde nemlig ikke kørekort.

Manden blev anholdt og sigtet for samme kriminalitet. Det viste sig desuden, at han var udeblevet fra afsoning af en fængselsstraf. Derfor hjalp politiet den 39-årige mand tilbage til kriminalforsorgen, så han kunne fortsætte sin afsoning.

Betjente stoppede mistænkelig bilist i Hobro: Gjorde vildt fund i køletaske i bagagerummet