Storsvinder efterlyses: Har snydt uskyldige for flere tusinde kroner på Facebook

Skrevet af Nils Würtzenfeld

19/05/2017
Foto: Fyns Politi.
Foto: Fyns Politi.
En 34-årig mand har solgt masser falske billetter over nettet. Nu efterlyses han af politiet.

Dagens topnyheder

Ikke-eksisterende billetter til både koncerter, festivaler og events er blevet solgt i stor stil til intetanende danskere over både Facebook, Gul & Gratis og Den Blå Avis.

Bag mange af de udspekulerede fup-handler står sandsynligvis Jess Tonni Højgaard, der nu efterlyses af politiet. Det skriver Fyens.dk.

I hvert fald mistænker Fyns Politis afdeling for økonomisk kriminalitet den 34-årige mand for at stå bag snesevis er svindelhandler, hvorigennem personer over hele landet er blevet snydt for tusindevis af kroner.

Den efterlyste Jess Tonni Højgaard. Foto: Fyns Politi

Jess Tonni Højgaard stammer oprindeligt fra Nyborg og er netop blevet sat i forbindelse med flere end 50 nyere tilfælde af bedrageri, hvor uskyldige personer har købt billetter af ham over nettet.

Billetterne eksisterer dog ikke, og samtidig er det umuligt for de mange ofre at få deres penge igen.

Jess Tonni Højgaard har følge folkeregistret ingen fast bopæl, men ifølge Fyns Politi opholder han sig sandsynligvis i området omkring Vejle og Vorbasse eller i Østjylland.

Politiet har nu valgt at gå i medierne med efterlysningen, da sæsonen for koncerter, festivaler og andre events står for døren.

Læs også: Kathrine fik hjælp af fremmed kvinde i Føtex - på vejen hjem opdager hun sin store fejl