Teleselskab hacket: Kriminelle kræver millioner for data om danskere

Skrevet af Emil Ryttergaard

13/02/2017
Foto: Pressefoto
Foto: Pressefoto
Hackere har fået adgang til teleselskabet 3 og firmaets kundedatabase. Nu vil de it-kriminelle afpresse teleselskabet for millioner mod at frigive kundernes oplysninger.

Dagens topnyheder

Det er en af de mange ting, man ikke tænker over i hverdagen. Men hver gang man ringer, sender en sms og går på Facebook eller Instagram, så er det oftest via mobiltelefonen, der dermed indeholder et hav af private data. 

En stor del af den mængde data deler man med sit mobilselskab, og som kunder forventer man, at oplysningerne bliver opbevaret sikkert. 

Men natten til fredag fik teleselskabet 3 en henvendelse fra hackere, der havde fået adgang til oplysninger om 3.600 af selskabets kunder, skriver teleselskabet i en pressemeddelelse. 

- Det er første gang i virksomhedens historie, at vi er udsat for denne type af kriminel adfærd. Vi har derfor overdraget sagen til politiet, som straks er gået i gang med efterforskningen, og vi er trygge ved, at man her kommer til bunds i en både alvorlig og meget ubehagelig sag for vores kunder og for 3, siger selskabets kundedirektør Sidsel Rosendal Olsen.

Hackerne kræver et større millionbeløb for ikke at offentliggøre de stjålne kundedata, der dækker over navne, adresser og cpr-numre, men 3 afviser, at man vil forhandle med kriminelle om at få oplysningerne udleveret.

I stedet vil politiet nu efterforske sagen og undersøge, hvordan hackerne har fået adgang til oplysningerne.  

Teleselskabet har i dag 1,2 milloner danske kunder, og 3 har allerede skrevet ud til de kunder, hvis data er blevet stjålet. Desuden har firmaet valgt at offentliggøre historien for at sikre, at de resterende kunder kan henvende sig, hvis de føler sig usikre. 

Om du bruger 3 eller ej, så er der godt nyt til alle mobilejere. Til sommer kan du nemlig tage mobilens internet med på ferie - uden at du skal betale en stor regning.