Terror-mistænkt flygtet fra dansk fængsel: Snød sig forbi vagterne

Skrevet af Nils Würtzenfeld

02/08/2018
Onsdag aften var Københavns Hovedbanegård lukket i to timer. Nu er det kommet frem, at det skyldtes en undsluppet fange, der fuppede sig ud af Vestre Fængsel i København.

Mest læste i dag

Onsdag aften klokken 19:30 lykkes det en 46-årig varetægtsfængslet mand af flygte fra Vestre Fængsel i København.

Efterfølgende blev Københavns Hovedbanegård evakueret og afspærret, mens politiet søgte efter manden, der stammer fra Syrien og er mistænkt i en omfattende terror-sag i Italien.

Det er først i dag, at politiet har offentliggjort, at lukningen af Hovedbanegården skyldtes den undvegne fange, og siden har Kriminalforsorgen i en pressemeddelelse forklaret, hvordan det kunne lykkes den 46-årige mand at stikke af fra det bevogtede fængsel.

Flugten skete i forbindelse med et besøg i fængslets besøgsafdeling, hvor en 27-årig mand var kommet for at besøge den 46-årige syrer. Undervejs var det på uforklarlig vis lykkes den besøgende og den varetægtsfængslede at bytte identitet.

Flugten blev opdaget kort tid efter, men på det tidspunkt havde den varetægtsfængslede mand ubemærket forlade besøgsafdelingen og fængslet

Den undvegne fange blev straks efterlyst af Københavns Politi, der blandt andet ledte efter den pågældende på Københavns Hovedbanegård.

- Det er selvfølgelig noget, der ikke må ske, og det er naturligvis dybt beklageligt. Derfor har vi også øjeblikkeligt sat en intern undersøgelse i gang, der skal klarlægge, hvilke procedurer der har svigtet, og hvordan vi undgår lignende episoder i fremtiden, siger områdedirektør Anne Erlandsen fra Kriminalforsorgen Hovedstaden.

Den 46-årige har siddet varetægtsfængslet siden januar, og Københavns Byret afgjorde den 26. juli, at han skal udleveres til Italien til retsforfølgelse i en sag, der handler om finansiering af terror.