Tre anholdt: Dansk familiefar skudt i hovedet under ferie

Tomas Willemoes stod og talte i telefon, efter han havde handlet ind i et lokalt supermarked. Her blev han passet op af en mand, der ville snakke. Efter få minutter lød skuddet.

Den 16. juni mistede den danske familiefar Tomas Willemoes livet, da han blev skudt i hovedet under et formodet røveriforsøg.

Nu er tre personer blevet anholdt i sagen, skriver MetroXpress.

Ifølge lokale medier stod danskeren og talte i mobiltelefon i den colombianske by Medellin. Han havde en pose i hånden med indkøb fra et lokalt supermarked.

Mens Tomas Willemoes talte i telefon, henvendte en mand sig til ham. Efter få minutters samtale trak manden en pistol og skød danskeren i hovedet. Herefter stak gerningsmanden af på en motorcykel.

I første omgang havde politiet ikke mange spor at gå efter. Derfor lød meldingen, at man næppe ville finde Tomas Willemoes’ drabsmand. Onsdag var der dog et gennembrud i sagen.

Læs også

16-årig for retten for to voldtægter i Odense

Tre personer blev anholdt. De er både mistænkt for drabet på den danske familiefar og en anden turist fra Mexico, som blev dræbt, da han ville forhindre et røveri den 6. juni.

De anholdte er medlemmer af banden La Banda de la Viña. Den har specialiseret sig i kidnapninger og røverier.

Politiet beslaglagde i forbindelse med anholdelsen desuden rundt regnet 30.000 kroner i kontanter, våben, ammunition, stjålne nummerplader og mobiltelefoner.

Læs også

Ældre kvinde dør bag rattet i trafikulykke

De anholdte er sigtet for drab, ulovlig våbenbesiddelse og røveri. Der kan følge flere sigtelser.

Dagens Gossip

Dagens TV