Tyv stjæler ældre mands pung i Helsingør: Det kom han til at fortryde

Skrevet af Ninna Andreasen

09/03/2017
En ældre herre fik en drink på en café i Helsingør. Da drinken skulle ud igen, gik manden på toilet. Det udnyttede en tyv til at stjæle mandens pung. Forbryderen havde dog ikke regnet med de andre cafégæsters kontante reaktion.

Dagens topnyheder

Nordsjællands Politi hylder nu en række seje og hurtigløbende borgere i Helsingør, som fredag viste sig at være særdeles effektive udi at bekæmpe kriminalitet.

Facebook fortæller politiet om episoden, hvor en ældre mand blev bestjålet på en af byens caféer. Herren havde efter en shoppetur taget sig en forfriskende på caféen. Som politiet skriver, skal den slags jo også ud igen. Derfor gik manden på toilet.

- Desværre havde en anden gæst på caféen fået et godt øje til den ældre herres tegnebog, så han listede med ud på caféens toilet og snuppede den ældre herres tegnebog, hvorefter han i hast forlod etablissementet, skriver politiet.

Den ældre mand skyndte sig ud fra toilettet og fortalte, at han var blevet bestjålet. En af de andre gæster kontaktede straks politiet, mens en anden gæst i den grad strammede snørebåndene og begyndte en hæsblæsende jagt på tyven gennem gaderne.

Hurtigt fik cafégæsten følgeskab af endnu en borger, som også gik med i jagten på tyven. Undervejs løb tyven foran og skulle forbi en kvinde.

Kvinden var hurtig i opfattelsen og opdagede hurtigt, hvad jagten skyldtes. Derfor strakte hun elegant benet ud foran den spænende tyveknægt, så han faldt så lang, som han var. I faldet tabte han blandt andet sine nøgler og nogle af sine egne penge – men han var endnu ikke helt klar til at overgive sig.

Efter lidt mere løben rundt i Helsingør drejede den nu både forpustede og forslåede forbryder ind på en parkeringsplads. Her havde han kurs direkte mod endnu en borger. De to forfølgere råbte ”Stop tyven!” så højt de kunne – og deres bønner blev hørt.

Borgeren, som tyven havde kurs imod, fik fat i forbryderen. På det tidspunkt var han så afkræftet og forpustet, at han ikke orkede at gøre modstand. Han ventede derfor pænt på, at politiet ankom for at hente ham og tage ham med tilbage på politistationen.

- Særdeles stærkt arbejde af alle de involverede borgere!, konkluderer Nordsjællands Politi.

Noget kunne tyde på, at der er bred enighed om netop det. I hvert fald er opslaget blevet liket over 1000 gange og kommenteret flittigt.