Vidner har set noget i skov: Derfor søger politiet igen efter Emilie Meng

Skrevet af Ninna Andreasen

07/10/2016
Politiet satte i går gang i en stor eftersøgning af forsvundne Emilie Meng efter et konkret tip fra nogle kondiløbere, der havde en mystisk oplevelse i Korsør Lystskov den dag, hun forsvandt. I dag fortsætter politiet med at lede.

Mest læste i dag

Enten har politiet fået et konkret tip eller også vil de være så grundige som muligt. Sådan lyder teorien fra Kurt Krafh, der er tidligere drabschef for Rejseholdet, skriver TV2 Øst

Politiet begyndte i går at lede i Korsør Lystskov og i området omkring Vestmotorvejen i Korsør. Området bliver gennemgået en tættekam.

- Hvis man har en mistænkt, så kan man godt afsøge et område, som måske relaterer sig til ham eller hende, siger Kurt Kragh.

Hvid varevogn i søgelyset
Kurt Kragh har ret i, at politiet har fået et konkret tip. Ifølge sn.dk var et tip om en hvid varevogn med til at udløse den store eftersøgning i går.

Nogle kondiløbere observerede den 10. juli, den dag Emilie Meng forsvandt, en hvid varevogn, der ræsede gennem Korsør Lystskov på de smalle asfaltveje. Løberne måtte springe til siden for ikke at blive kørt ned.

Efterfølgende så kondiløberne et hul i andemaden på en lille sø - som om nogen havde kastet noget i den, skriver sn.dk. Den samme sø, som politet gennemsøgte med nyt sonarudstyr og dykkere fra Forsvaret i går.

Ifølge efterforskningsleder Søren Ravn-Nielsen har man endnu ikke identificeret kassevognen, men politiet vil gerne høre fra den pågældende chauffør eller andre, der har færdedes i skoven søndag den 10. juli.

En musiker har set en lys bil, der kunne ligne en varevogn, holde med lygterne tændt omkring klokken 3.15 den 10. juli, da han drejede ned fra motorvejen. Bilen holdt ved outletbutikken på Tårnborgvej, som ligger få hundrede meter fra Korsør Station, hvor Emilie Meng sidst blev set i live en lille time senere.

Eftersøgningen fortsætter i dag, men troen på at finde den forsvundne teenagepige bliver mindre dag for dag. Hun forsvandt klokken fire den 10. juli, efter hun var kommet med toget fra Slagelse med to veninder, hvor hun havde været til fest.

Både politiet og hundredevis af frivillige har gennemsøgt store områder i og omkring Korsør siden, men der er indtil videre ikke fundet spor af den nu 18-årige Emilie Meng.

Den tidligere efterforskningsleder Kurt Kragh fortæller, at han ville have grebet efterforskningen an på samme måde som politiet.

- Jeg ville sætte en passer i et kort omkring det område, hvor Emilie Meng forsvandt og tage den 8-10 km ud. Og så ville jeg kontakte hundeafdelingen og frømandskorpset og sætte dem til at lede i vådområder og skove inden for den cirkel, fortæller han.

Læs mere om sagen her.