Snapchat vurderet til stort milliardbeløb

Skrevet af admin

27/08/2014

Mest læste i dag

Facebook, Twitter og Google.

Listen af teknologiselskaber, der værdiansættes til store summer, vokser.

Nu er det smartphone-applikationen Snapchat, som ifølge Wall Street Journal vurderes til at være næsten 10 milliarder dollar værd. Det svarer til mere end 50 milliarder kroner.

Snapchat er især populær blandt unge mobilbrugere. Applikationen bruges til at tage og sende billeder og videoer, som modtageren kan se i ganske få sekunder. Herefter forsvinder billedet eller videoen.

Wall Street Journal skriver, at kapitalfonden Kleiner Perkins Caufield & Byer i maj har forpligtet sig til at investere op imod 20 millioner dollar i det unge firma. I forbindelse med pengeindsprøjtningen blev Snapchat værdisat til i underkanten af 10 milliarder dollar.

Mindst én anden såkaldt strategisk investor skulle desuden have sagt ja til at investere i selskabet.

Hvis finansieringsaftalen går igennem, vil Snapchat blive en del af en række nystartede virksomheder med en værdiansættelse på 10 milliarder dollar eller mere. Andre i rækken er udlejningstjenesten Airbnb og Uber, som giver mulighed for alternativ taxakørsel og bildeling.

Med et formodet prisskilt på omkring 10 milliarder dollar gjorde ejerne af Snapchat klogt i at takke nej til et tilbud fra Facebook, som blev rygtet sidste år. Dengang tilbød det sociale medie angiveligt tre milliarder dollar for Snapchat.

Det ventes, at Snapchat snart vil begynde at tilbyde annoncering eller andre nye services, som skal give penge i kassen. På det punkt ligner firmaet mange andre app-baserede selskaber, som ikke formår at køre med overskud, men på grund af heftig brugeraktivitet tiltrækker interesse fra investorer.

Hverken Snapchat eller kapitalfonden Kleiner Perkins Caufield & Byer har ønsket at kommentere historien over for Wall Street Journal.

/ritzau/Reuters