Husejere ryster på hovedet over ny plan for vurderinger

Skrevet af admin

09/03/2014

Dagens topnyheder

I fremtiden kommer ejendomsvurderingerne efter al sandsynlighed til at bygge på store mængder computergeneret data.

Det vil ifølge regeringens ekspertudvalg give et meget mere retvisende og rimeligt vurderingssystem, og selvom Parcelhusejernes Landsorganisation generelt er imod ejendomsvurderingerne, kan systemet kun blive bedre end det hidtidige, lyder det.

- Mit udgangspunkt er, at skal man have sådan et sindssygt system, at man beskatter en fiktiv værdi, så skal den selvfølgelig være så korrekt som mulig, siger landsformand Allan Malskær.

- Der er ikke nogen tvivl om, at man kan gøre meget for at forbedre det eksisterende system, siger han.

Rigsrevisionen kom i august sidste år med en rapport, der afdækkede omfattende fejl i Skats offentlige ejendomsvurderinger. Tre ud af fire parcelhuse var enten blevet vurderet for højt eller for lavt i 2011.

Skatteministeriet har siden erkendt, at 1,7 millioner boligejere dermed kan have betalt forkert boligskat i flere år.

Derfor blev der nedsat et ekspertudvalg til at udtænke et nyt og bedre vurderingssystem, som altså barsler med en idé om at bruge store mængder data til at ramme mere nøjagtigt.

Allan Malskær insisterer imidlertid på, at et forbedret system ikke vil ændre på, at der er noget helt grundlæggende urimeligt i at opkræve ejendomsskatten.

- I dag er det kun 60 procent af befolkningen, der i væsentligt omfang bidrager. Det er primært personer med ejerboliger. Det vil sige, at andelsboligejere og lejere nærmest slipper fri.

- Jeg synes, det ville være reelt, hvis man i stedet betalte en boafgift. Det ville være en anden måde at have en personskat, siger landsformanden.

/ritzau/