Se tallene: Så meget koster det at have et sommerhus

Hvad koster det at købe en gennemsnitligt sommerhus i Danmark.

Eller man kunne også spørge på en anden måde: Hvad vil du helst have - en lønstigning på 200.000 eller et gennemsnitligt dansk sommerhus?

Det er nemlig svaret, for udgiften til at købe et gennemsnitligt dansk sommerhus svarer til en årlig lønindtægt på 200.000 kr., hvis man er topskatteyder. Det viser beregninger fra FinansBureauet.

Et gennemsnitligt dansk sommerhus på 85 kvadratmeter koster 1,2 millioner kr. Hvis man finansierer det med et afdragsfrit fastforrentet lån og et variabelt forrentet boliglån i banken, koster det en årlig nettoydelse på 66.000 kr. i ydelse og ejendomsskatter.

Se også Dagens.dk Bolig

Hvis man derudover regner med udgifter svarende til 2 procent af ejendomsværdien til vedligeholdelse, forbrugsafgifter etc. koster det samlet set netto 90.000 kr. om året at være sommerhusejer.

For at få råd til at finansiere dette, skal en skatteyder, som betaler topskat, have en merindtægt på godt 200.000 kr.

Udgiften til sommerhuset kan blive mindre, hvis sommerhuset lejes ud. Men de højeste lejeindtægter opnås i de sommeruger, hvor man ofte selv vil have lyst til at benytte huset. Og udlejning slider også meget på huset.

Sommerhuset kan også stige i værdi. Men med en årlig udgift på 90.000 kr., skal et sommerhus på 1,2 million kroner stige med mere end 7,5 procent om året for at blive en god forretning. Og det er formentlig de færreste som tror på, at det vil ske i nær fremtid.

Det er blevet billigere at købe sommerhus i Danmark gennem de seneste 5 år. Både fordi priserne er faldet, men også fordi finansomkostningerne er mindre.

Men det er stadigvæk en dyr fornøjelse at være sommerhusejer i Danmark.

Leveret af Claus Forrai fra finansbureauet.dk.

Dagens Gossip