Norwegian vokser: Kunderne strømmer til

Skrevet af admin

23/10/2014

Mest læste i dag

Flere og flere vælger det norske lavprisselskab Norwegian, når de bestiller flybilletter for at rejse ud i Europa, Asien eller USA.

Det norske lavprisselskab har haft en passagerfremgang på mere end en million mennesker i årets tredje kvartal, der dækker over månederne fra juli til og med september.

Helt præcist valgte 7,06 millioner mennesker Norwegian som flyselskab i perioden. Den markante fremgang skal dog ses i lyset af, at Norwegian sætter markant flere billetter til salg end tidligere, fremgår det af Norwegians regnskab.

Men selvom kunderne strømmer til det norske flyselskab, må ledelsen sande, at indtjeningen ikke er fulgt med i helt samme tempo.

Det norske selskab havde et overskud før skat på knap 450 millioner kroner i tredje kvartal, hvilket var en tilbagegang fra 536 millioner kroner i samme periode sidste år.

Norwegian forklarer, at blandt andet en kombination af en svag kursudvikling for den norske krone samt omkostninger til forsinkede fly betød stigende udgifter, hvilket var med til at trække resultatet ned.

På ledelsesgangen i Norwegian er man overordnet set tilfreds med, at der er fremgang på kundesiden, men bebuder, at den store fremgang ikke ser ud til at fortsætte ind i det nye år.

- Ser vi længere frem, vil 2015 blive et konsolideringsår, hvor væksten ikke vil være lige så høj som nu. Endvidere vil vores kortdistanceflåde næste år udelukkende bestå af Boeing 737-800, idet de ældre Boeing 737-300-maskiner udfases, siger Bjørn Kjos, administrerende direktør i Norwegian, i en pressemeddelelse.

Norwegian har omkring 100 fly og opererer over 400 ruter i Europa, USA og Asien.

/ritzau/