Mørkøv føler sig heldig: Det var ekstremt hektisk

Skrevet af admin

25/07/2014

Dagens topnyheder

Held var tvingende nødvendigt for at undgå styrt på den regnvåde 19. etape, og det havde Tinkoff-Saxos sprinterduo med italieneren Daniele Bennati og danskeren Michael Mørkøv, som holdt sig på cyklerne, mens konkurrenterne rutsjede rundt på asfalten.

Igen måtte det russiske holds italienske sprinter dog nøjes med en sekundær placering, da han blev nummer fem på Tour-etapen, der blev vundet af litaueren Ramunas Navardauskas (Garmin), som kørte i mål syv sekunder før sprinterne.

- Det var en ekstremt hektisk finale med denne stigning 10 kilometer fra mål. Både Bennati og jeg var heldige at undslippe de styrt, der var. Jeg så ikke, hvad Bennati blev, man han vandt desværre ikke, siger Mørkøv.

Mørkøv og Bennati har et par gange tidligere forsøgt at køre med i massespurter, og det er indtil videre blevet til placeringer som nummer fire, fem og seks.

Rytterne var tydeligvis mærkede af fredagens regnvåde etape.

- Der var spejlglatte veje, og folk satser selvfølgelig rundt i svingene. Vi var heldige at slippe uden om. Desværre er det hele trukket helt ud til sidst, og det er svært at hjælpe hinanden. Men Bennati havde en god position op ad opløbet, siger Mørkøv.

/ritzau/