Majka får ubetydelig straf for at holde i motorcykel

Skrevet af admin

24/07/2014

Dagens topnyheder

Tour de Frances løbskommissærer har straffet Tinkoff-Saxos Rafal Majka for at holde kortvarigt fast i en motorcykel under den sidste stigning på 17. etape, skriver sporten.tv2.dk.

I en pressemeddelelse fra løbets arrangør, ASO, lyder det, at Majka, der endte med at vinde etapen, er blevet tildelt en straf for episoden.

Tinkoff-Saxo-rytteren er blevet tildelt en tidsstraf på 10 sekunder i det samlede klassement, og han har desuden fået fratrukket fem point i kampen om den grønne trøje.

Derudover skal Majka betale en bøde på 50 schweizerfranc, der svarer til lidt over 300 kroner.

Alle tre straffe er ret så ligegyldige for Majka. I det samlede klassement er Majka mere end to timer efter den førende Vincenzo Nibali.

Og det er kun den prikkede bjergtrøje, der betyder noget for Majka - og ikke pointkonkurrencen.

Episoden fandt sted på det sidste bjerg uden for kategori, da polakken kørte op ved siden af en tv-motorcykel og brugte en antenne på motorcyklen til at slynge sig selv frem.

På tv-billederne kan man se, at konkurrenten Joaquim Rodriguez bagved Majka gestikulerede med armen og brokkede sig.

Majka forklarede sig senere med, at motorcyklen var i vejen.

/ritzau/