Advokater har kontaktet FCK omkring Cornelius-handel

Skrevet af admin

23/08/2014

Mest læste i dag

FC København er blevet kontaktet af et britisk advokatfirma, der er i gang med at undersøge sidste års salg af Andreas Cornelius til Cardiff.

Advokatfirmaet er på vegne af Cardiffs ejer, Vincent Tan, i gang med at undersøge, om klubbens daværende sportsdirektør Iain Moody og daværende manager Malky Mackay betalte overpris for Cornelius og syv andre spillere i sommeren 2013.

- Vi fik i foråret en henvendelse fra det engelske advokatfirma, som var i gang med en undersøgelse, siger FCK-direktør Anders Hørsholt til Ekstra Bladet.

- Vi kunne fortælle dem, at vi ikke havde oplevet nogen uregelmæssigheder i forbindelse med handlen. Vi fik også det beløb, der var aftalt, og så var der sådan set ikke mere i det set fra vores side.

Det er i flere medier blevet vurderet, at Cardiff for godt et år siden betalte FCK 65 millioner kroner for Andreas Cornelius, der aldrig blev nogen succes i Wales.

- Jeg ved ikke, om Andreas var for dyr. Det var et længere forhandlingsbeløb. Vi sagde, som vi altid siger, at spilleren ikke var til salg. Men der var andre, der gerne ville betale tilsvarende beløb. Det var vel markedsværdien, siger Anders Hørsholt.

Cornelius endte ifølge Ekstra Bladet med at stå i endnu flere penge, da Cardiff også skulle betale store summer i agenthonorarer.

Den tidligere Cardiff-manager Malky Mackay er i øjeblikket uden job, mens den tidligere sportsdirektør Iain Moody netop har trukket sig fra en lignende position i Crystal Palace.

Moodys hjem blev i foråret ransaget i forbindelse med de otte spillerhandler. Her fandt efterforskerne frem til en række sms-beskeder - afsendt mellem Moody og Mackay - der var sexistiske, racistiske og homofobiske.

Da nyheden om de belastende tekstbeskeder torsdag ramte de britiske avisforsider, valgte Moody at trække sig.

Andreas Cornelius vendte efter et halvt års ophold i Cardiff tilbage til FCK i foråret.

/ritzau/