AGF-anfører: Vi må rykke endnu tættere sammen i bussen

Skrevet af admin

25/04/2014

Mest læste i dag

Det bliver en benhård kamp for at undgå nedrykning i de afsluttende fem kampe i Superligaen, mener AGF-anfører Anders Kure.

Efter seks nederlag i træk - senest 1-2-nederlaget hjemme mod Brøndby - skal AGF forsøge at hente en sejr i søndagens bundgyser ude mod oprykkerne fra Viborg. Anders Kure håber derfor på solid aarhusiansk opbakning i Viborg.

- Det vil betyde utroligt meget for os. Vi ved godt, at vores fans ligesom os går igennem en svær periode, og det er dejligt, at vi stadig kan mærke opbakningen fra dem, selvom vi bestemt ikke har forkælet dem med gode resultater.

- Det er en svær periode for os alle sammen, og det er nu, vi skal rykke endnu tættere sammen i bussen, siger Anders Kure til klubbens hjemmeside.

Han fremhæver den positive synergieffekt, som holdet og fansene i fællesskab kan skabe.

- Vi er meget bevidste om, at vi kan få publikum med, når vi spiller med de dyder, vi viste mod Brøndby. Og når vi har publikum i ryggen, kan det også løfte os på banen. Det er sådan, det gerne skulle være hver eneste gang.

- Som mod Brøndby gælder det om, at vi er 100 procent i vores dueller og løb, og at vi kæmper fra første til sidste dommerfløjt.

- Vi ved, hvad der sker, når vi ikke gør det, og hvad det giver os både på banen og på tilskuerpladserne, når vi har denne bund i vores spil, siger Anders Kure.

Selvom indsatsen mod Brøndby ikke blev belønnet med point, hæfter Kure sig ved, at stemningen og energien i truppen ikke er ramt af den dårlige stime.

- På trods af at vi har tabt så mange kampe i streg, er det vigtigt, at vi ikke begynder at hænge med hovederne, men det synes jeg nu heller ikke, at der er tegn på hverken i træningen eller i de kampe, vi har spillet.

- Det er også vigtigt, at vi ikke kigger for meget bagud - ud over selvfølgelig at evaluere de kampe og fejl, der har været, men i lige så høj grad også at finde de positive takter frem.

- Og som jeg også kan se, at Brian Steen Nielsen (AGF's sportschef, red.) har været ude og sige, så er der nu fem kampe tilbage, og det bliver en miniturnering, som vi skal vinde, lyder det fra den 28-årige forsvarsspiller.

Viborg-AGF spilles søndag klokken 14.

/ritzau/